Find din yogatype…..
Hatha yoga, yin yoga, vinyasa yoga, restorativ yoga…..bliver du også forvirret over alle de forskellige yogaformer? Så er du absolut ikke den eneste.
Mit første møde med yogaen var absolut ikke kærlighed ved første blik, og jeg vidste heller ikke at der fandtes så mange forskellige yogaformer. Jeg mødte yogaen for mange år siden i fitness centret, hvor vi bevægede os hurtigt fra øvelse til øvelse, det hele gik så stærkt, at jeg ikke kunne følge med, jeg følte mig stiv som et bræt og efter klassen gik jeg derfra med en tanke, at yoga absolut ikke var noget for mig. Jeg havde bare hørt så meget godt om yoga, men jeg forstod det ikke. Jeg gav dog ikke op, forsøgte igen og igen, men med samme resultat og derefter gav jeg op.
Det var først på en længere tur rundt i Asien, at jeg mødte yogaen igen. Denne gang var jeg selv meget mere fyldt op med ro, jeg gav mig tid til at lære, at være nysgerrig og mødte yogaen der var rolig og blid, vi bevægelse os stille i flows, det var varmt og eksotisk, simpelt og skønt. HER blev jeg forelsket i yogaens magiske univers.
I starten var yoga en træningsform for mig, fyldt med styrke til kroppen, men igennem årene har det ændret sig rigtig meget. Jeg opdagede at yoga ikke kun var styrke og smidighed til min krop, men i lige så høj grad styrke og smidighed til det mentale. Jeg blev endnu mere nysgerrig og jeg opdagede både yin yoga, restorativ yoga og et helt univers af åndedrætsøvelser og meditationer, og den dag i dag er yin yoga absolut min favorit.
Aaaahhh…yin yoga, jeg er vild med dig!
Med yin yoga har jeg lært at finde ro og at kunne være i roen, lært at mærke min krop og lytte til hvad den fortæller mig. Jeg elsker de lange rolige stræk og det meditative i at være i et stræk og mærke åndedrættet der flyder ud i alle celler. Det er dog en proces at nå dertil. Da jeg startede med yin yoga, var det svært for mig at være stille og ofte oplevede jeg en utålmodighed og et voldsomt tankemylder, men med tiden har jeg lært at slippe, at give efter og nyde. Jeg kombinerer min yin yoga med hatha og vinyasa, som giver mig masser af styrke, flow og energi til krop, sind og sjæl.
Har du ikke fundet din yogatype endnu?
Læs med her, se hvad de forskellige yogaformer står for, og find den der passer bedst til dig.
Hatha yoga
Hatha er den klassiske yoga, hvoraf langt de fleste yogaformer udspringer fra. Her bevæger du dig i de klassiske yogastillinger, oftest i et roligt tempo med pauser mellem stillingerne. Du vil møde åndedrætsøvelser og meditation, og her vil være tid og fokus på, at udføre hver enkelt stilling korrekt, tilpasset dit niveau. Hatha er god for dig, der søger en rolig time, hvor der er tid til at lære de klassiske yogastillinger.
Vinyasa yoga
Dette er en dynamisk yogaform, hvor du bevæger dig fra den ene stilling til den anden, som perler på snor og i takt med åndedrættet. Nogle klasser vil foregå i et roligt flow, andre i et mere tempofyldt flow af kortere eller længere varighed. Denne yogaform er god for dig, der vil udfordre din krop fysisk med tempo, balancer, styrke og flow.
Yin yoga
Yin er en rolig og meditativ yogaform, hvor du arbejder med bindevævet og energibanerne i kroppen. Stillingerne udføres primært siddende og liggende med yogaprops som klodser og puder. Hver stilling holdes i 3-5 minutter (nogle gange i længere tid), så kroppen får tid til at slippe spændinger og give efter. Intentionen er at komme dybt ned i vores fysiske krop for at smidiggøre bindevævet. Når vi kommer dybt ned i kroppen, påvirker det vores mentale tilstand og sindet får en dejlig pause fra dagligdag og stress. Yin yogaens beroligende øvelser, kombineres med korte meditationer, åndedrætsteknikker og guidede afspændinger. Her sættes fokus på at berolige et overaktiveret nervesystem. Yin yoga er for dig, der ønsker at få mere ro til krop og sind, at afbalancere dit nervesystem, slippe spændinger og stress, få kontakt til dit åndedræt og skabe mere balance og harmoni i dit liv.
Restorativ yoga
Dette er en meget afslappende og meditativ yogaform, med fokus på at skabe ro i krop og sind. I alle stillinger bruges mange yogaprops som tæpper, pøller, blokke, bælter og øjenpuder. Stillingerne er meget blide og behagelige, enten siddende eller liggende, og tilpasset så du får mest mulig afslapning i den enkelte stilling. Hver stilling holdes i 5 - 20 minutter og er ofte kombineret med åndedrætsøvelser og meditation. Restorativ yoga er for dig, som ønsker at finde ro og balance, at lindre stress, angst og depression.
Ashtanga yoga
Ashtanga yoga er en meget aktiv og en af de mest dynamiske yogaformer, der består af en serie af yogastillinger, som forbindes med åndedrættet. Hver stilling kan laves på forskellige niveauer, så alle kan være med. Yogaformen er fysisk krævende og foregår i et hurtigt tempo. Denne yogaform er for dig, der kan lide disciplin og at det er fysisk hårdt. Hvis du fast følger en Ashtanga klasse, vil du nemt kunne følge dine fremskridt, da du udøver de samme yogaserier hver gang.
Power yoga
Dette er en yogaform der oftest ses i fitnesscentre, hvor intensiteten er høj på power. Power yoga er ofte en blanding af de klassiske yogaøvelser, krydret med fysisk krævende øvelser og tilsat flow. Denne yogaform er for dig, der ønsker fitness i en yoga udgave, hvor du får pulsen op, sved på panden og får trænet din udholdenhed.
Kundalini yoga
Kundalini yoga er bevidsthedens yoga, en kreativ og dynamisk yogaform, som skaber balance i nervesystemet og kroppen. Yogaklasserne er bygget op omkring forskellige yogaserier kaldet kriyaer, som er en blanding af de fysiske stillinger, åndedrætsøvelser og chanting. Der bruges rigtig mange mantras i undervisningen, stemmes bruges, der sættes lyd på og du vil mærke lyd vibrationernes effekt på krop og sind. Lige som lyden, spiller åndedrættet også en stor rolle i Kundalini. Denne yogaform er for dig, der ønsker at komme i dybere kontakt med dit autentiske selv, skabe mental ro og klarhed, og opleve en spirituel yogapraksis.
Bikram yoga
En sveddryppende yogaform, der udføres i et 40 grader varmt lokale. Bikram består af 26 forskellige yogastillinger, der holdes i relativt lang tid. I kombination med varmen, bliver det til en hård og meget varm yogaform, hvor du vil opleve masser af styrke og at du samtidig løsner op i muskler og led. Hvis du elsker varme, fysiske udfordringer, sved på panden og ensartethed, så er bikram lige noget for dig.
Der findes rigtig mange forskellige yogaformer, og også flere end jeg har nævnt her. Lige meget hvad, så husk på, at yoga er for alle. Alle - uanset fysisk form og alder kan dyrke yoga.
Både dig som er stiv som et bræt, dig der vil styrke din krop, for dig som søger indre ro, for dig der har skader eller ondt i ryggen, er ung eller ældre og for dig der bare er nysgerrig…..
Mærk efter hvad du vil have ud af yogaen, vær nysgerrig, prøv forskellige yogaformer, prøv forskellige yogalærere og find ud af hvad der passer bedst til dig.
Kom med på yogamåtten, lad dig flyde med og se hvad der sker….
Namasté Karina
Comments