top of page
Forfatters billedekarinabidstrupYOGA

Svenske Semlor

Glutenfri - og fyldt med masser af kærlighed og kardemomme


Svenskernes svar på en fastelavnsbolle er de skønne bløde Semlor. En lækker gærbolle, blød og luftigt og med en herlig duft og smag af kardemomme. De fyldes med en lækker mandel-marcipanmasse, flødeskum og med et let drys af flormelis på toppen.


En Semlor er alt det bedste fra den gammeldags fastelavnsbolle som vi kender den her i Danmark, tilsat det lækreste fyld og flødeskum. Semlor er dejlig nemme at lave og uden risiko for, at fyldet løber ud under bagningen, som ofte sker for mig når jeg bager den almindelige gammeldags fastelavnsbolle med creme i. Her kommes fyldet nemlig først i bollerne efter bagningen.


Jeg er vokset op i en familie med masser af hjemmebag og med en far der var bagemester i vores køkken. Han bagte kager til enhver lejlighed og selvfølgelig også fastelavnsboller, som var den gammeldags fastelavnsbolle med forskellig slags fyld. Dengang kendte jeg ikke til den svenske Semlor, hvilket egentlig er mærkeligt, da jeg er bornholmer, født og opvokset på den skønne ø og det meste af min familie bor der stadig. Sverige blev besøgt jævnligt, men uden at møde den gode Semlor. Det har jeg heldigvis nu og den bliver flittigt bagt i tiden omkring fastelavn.


Jeg tåler ikke gluten, så derfor er denne opskrift glutenfri. Jeg bager altid en god portion, fryser nogle af dem ned så jeg nemt kan trylle en kage frem når kagesulten melder sig på dage hvor jeg ikke har tid til at bage. Jeg fryser bollerne med marcipanfyldet i og så skal de bare toppes med flødeskum lige inden servering.


En dejlig bolle, en dejlig kage, som virkelig smager himmelsk og så er den super nem at lave….


Svenske semlor - glutenfri


12 stk


50 g smørbar blok fra Naturli eller alm smør

5 dl mandeldrik eller anden plantemælk

50 g gær

3 spsk Fiberhusk til bagning

800 g Finax melmix

1 tsk stødt gurkemeje

2 tsk vaniljepulver

5 tsk stødt kardemomme

et lille drys havsalt

3 spsk agavesirup

2 æg


Marcipanfyld:


250 g marcipan

100 g mandler

1/2 - 1 dl mandeldrik eller anden plantemælk


Topping:


Flødeskum - jeg bruger Alpro soya piskefløde

Flormelis


Smelt smørret i en lille gryde, tag det fra varmen og tilsæt derefter halvdelen af mandeldrikken. Opløs derefter gæren og rør Fiberhusk i. Lad blandingen stå i 5 - 10 min.


Bland alle de tørre ingredienser sammen i en stor skål og tilsæt smørblandingen, agavesirup og æggene. Rør det godt sammen til en jævn masse og rør til sidst resten af mandeldrikken i. Dejen skal være fugtig og godt klistret.


Tag godt med mel på fingrene og form dejen til 12 boller. Placer dem på en bageplade, hvor du lader dem hæve 1 time med et viskestykke over.


Pensl dem med smeltet smør før du putter dem i en forvarmet ovn ved 250 grader varmluft i ca. 10 minutter. Derefter lader du bollerne køle af på en bagerist og i ventetiden kan du lave fyldet.


Riv marcipanen groft og put denne i en skål. Hak mandlerne fint eller groft, som du bedst kan lide dem og put dem i skålen med marcipanen.


Skær nu toppen af bollerne og udhul dem. Den udhulede brøddej smuldres i skålen med marcipan blandingen. Rør blandingen godt rundt og tilsæt mandeldrikken lidt ad gangen. Massen skal ikke være våd, men lækker cremet.


Kom fyldet tilbage i de udhulede semlor boller. Pisk flødeskummet og top dette ovenpå fyldet. Sæt låget på og drys fint med flormelis.


Mums….nyd dem og velbekomme!


Et lille tip!

Hvis du ønsker flødeskum med et touch af vaniljesmag, så tilsæt fløden vaniljekorn og pisk det sammen. Hvis du ønsker en lidt friskere udgave, kan du vende lidt bær i den færdigpiskede flødeskum.

113 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page