top of page
  • Forfatters billedekarinabidstrupYOGA

Glutenfri Godmorgen boller

At vågne om morgenen til en fortryllende duft af nybagt brød, kaffebønner der er ny kværnet og musikken der spiller afdæmpet klassisk musik, får vores weekend morgener herhjemme, til at fyldes med ro og nærhed. At kunne sidde lang tid ved morgenbordet, at tage sig god tid til "bare" at sidde der. Snakke, lytte, nyde, sanse, iagttage........


Love my slow mornings!


Når jeg bager boller er det næsten altid som koldhævet. Her bruges mindre gær, det er nemt at røre sammen dagen før og ikke mindst meget nemt til de rolige morgener, hvor dejen hurtigt skal røres og sættes på en bageplade med to skeer og ind i ovnen. I mens kan der dækkes et hyggeligt morgenbord, du kan nå et bad eller at læse i din bog måske.


Det med glutenfri bagning er dog ikke altid helt nemt. For nogle år siden da jeg fandt ud af, at min mave ikke var glad for gluten, har jeg eksperimenteret en del i glutenfri bagning, for jeg elsker godt brød. Men det er absolut ikke alt der er lykkedes for mig. De her Godmorgen boller har kostet en del forsøg, og nu er de ligesom de skal være og dem jeg bager allermest. Min familie er vilde med dem!

De er både smagfulde, svampede, fyldt med masser af gode fibre til fordøjelsen og bare super lækre!


Glutenfri Godmorgen boller


Ca. 15 stk


100 g glutenfri havregryn

150 g blanding af chiafrø, hørfrø og græskarkerner

1 spsk loppefrøskaller

4 dl kikærtemel

2 dl fuldkornsrismel

lidt salt

6 dl vand

1/2 pk gær

3 æg (eller 3 hørfrøæg hvis du ønsker en vegansk udgave. Se hvordan du laver hørfrøæg i opskriften Veganske kokostoppe)


Dag 1


Rør gæren ud i lunken vand og tilsæt havregryn, blandingen af frø og kerner og loppefrøskaller. Sæt blandingen i køleskabet med låg over til næste dag.


Dag 2


Rør i blandingen og tilsæt nu kikærtemel, fuldkornsrismel, salt og æg. Rør det godt rundt i 3 - 4 min. Dejen skal være klistret og lidt våd. Jeg rører dejen med en elpisker med dejkroge, men den kan også røres med en ske.

Brug 2 spiseskeer til at sætte dejen i klatter på en bageplade. Lad bollerne efterhæve 30 min.


Bag dem i ovnen ved 200 grader varmluft i ca 20 min.


VELBEKOMME og nyd nu din morgen med alle sanser....

146 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page